Allested-Vejle havde en lille, gammel kirkegård. Om dagen var det et fredeligt sted. Folk gik tur, fuglene kvidrede, og sollyset skinnede ned på de gamle gravsten.
Men om natten var det anderledes. For alle børnene i byen vidste, at der vogtede noget over kirkegården noget, der ikke ville have besøg efter mørkets frembrud.
De kaldte den Vagthunden.
Mikkel og Ida havde hørt historien mange gange, men denne aften sad de sammen med Lasse og Sofie og lyttede til Oliver, som igen var i sit es.
“Det er ikke en almindelig hund,” sagde han med lav stemme. “Den er kæmpestor, sort som natten, og dens øjne lyser røde. Hvis nogen går ind på kirkegården efter mørke, kommer den, men du hører aldrig dens poter. Den glider lydløst over jorden.”
Lasse bed sig i læben. “Hvad gør den, hvis den finder dig?”
Oliver lænede sig tættere på. “Så følger den dig hjem… og sætter sig foran dit vindue. Og den bliver dér, indtil du en dag følger med den tilbage.”
“Det er bare en skrøne,” sagde Mikkel, men hans stemme lød lidt for usikker.
“Bevis det!” sagde Sofie. “Lad os gå hen til kirkegården og kigge ind over muren. Hvis der ikke er nogen hund, så ved vi det.”
“Ikke i mørke!” protesterede Ida.
“Det er jo hele pointen,” svarede Sofie.
Så de aftalte at mødes senere, da forældrene troede, de alle sammen sov.
Snefnuggene dalede stadig, da de fire børn listede gennem byen og standsede foran kirkegården. Muren var lav, og jernporten stod på klem, som om nogen lige havde været der.
“Vi skal ikke gå ind,” sagde Ida hurtigt. “Kun kigge.”
De listede tættere på og kiggede gennem sprækken i porten. Gravstenene stod skævt, og mørket lå tungt.
Alt var stille.
“Se? Ingen hund,” sagde Mikkel lettet.
Men så blinkede to røde lys mellem gravstenene. Først langt væk. Så tættere på.
De røde lys blev til øjne. Og under dem en skikkelse, lav og bred, dækket af sort pels. Den bevægede sig lydløst, men med en kraft, som om den kunne vælte træer.
Hundens ånde stod som røg i kulden, og den knurrede lavt.
“Gå væk,” hviskede Sofie. “Bare gå væk…”
Men hunden blev stående. Dens øjne glødede stærkere, og langsomt satte den sig ned. Den kiggede direkte på børnene.
Og så logrede den med halen. Ikke som en venlig hund, men som en jæger, der har fundet sit bytte.
“Vi skal væk!” råbte Ida, og de spurtede gennem sneen.
De løb hele vejen ned ad hovedgaden, men da de nåede Sofies hus og vendte sig om, så de den stadig. Den sorte hund stod foran kirkegården og stirrede efter dem.
“Den følger os ikke,” sagde Mikkel forpustet. “Vi slap væk!”
Men lige da han sagde det, blinkede noget rødt ude ved vejkanten. To øjne.
Den stod nu længere fremme, som om den havde taget en genvej.
Den nat kunne ingen af børnene sove. Mikkel vågnede ved en lyd – et snøft, et lavt gøen. Han gik hen til vinduet.
Og dér sad den. Den sorte hund. Dens røde øjne glødede i mørket, og dampen stod ud af dens mund, som om den smilede.
Næste dag fortalte de det til Oliver. Han nikkede langsomt.
“Jeg sagde det jo. Vagthunden vælger altid nogen, den vil følge. Og når den har valgt dig så glemmer den dig aldrig.”
Siden den nat var børnene meget forsigtige med at gå forbi kirkegården. De sagde til sig selv, at det bare var indbildning. At de kun havde drømt det.
Men nogle aftener, når vinden susede i træerne, syntes de at høre en lyd. Som poter, der listede bag dem usynlige, men altid tæt på.
Og nogle gange, hvis de kiggede ud af vinduet lige inden sengetid, syntes de, at to røde lys blinkede i mørket.
Vagthunden holdt stadig øje.
