Alle i Allested-Vejle vidste, at vandværket var et mærkeligt sted. Den gamle bygning lå lidt uden for byen, med høje hegn omkring og rør, der snoede sig som kæmpe slanger. Om dagen var der ikke noget at være bange for man kunne høre brummende maskiner og se vandfolkene komme og gå.
Men om natten var det anderledes. Så sagde man, at et monster kom frem.
En fredag aften sad Ida, Mikkel og Lasse hjemme hos deres veninde Sofie. Udenfor hylede vinden, og snefnuggene dalede ned.
“Min storebror siger, der bor et væsen under vandværket,” sagde Sofie. “Han har selv hørt det.”
“Hørt hvad?” spurgte Mikkel.
“At der kommer en lyd om natten… som om nogen skraber på rørene nede under jorden. Han siger, det er monstret, der prøver at komme op.”
Lasse stivnede. “Hvordan ser det ud?”
Sofie trak på skuldrene. “Ingen ved det. Men de gamle i byen siger, at det engang var en mand, som faldt ned i vandtanken. Han druknede, men kom aldrig rigtigt væk. Nu er han halvt menneske, halvt noget andet.”
Mikkel smilede skævt, selvom han havde fået gåsehud. “Det er bare en skrøne. Skal vi bevise det?”
Ida rystede på hovedet. “Vi kan da ikke gå ud til vandværket nu. Det er jo mørkt!”
“Netop,” sagde Mikkel. “Hvis monstret findes, kommer det frem i mørket.”
De tog huer og jakker på og sneg sig af sted gennem byen. Sneen dæmpede deres fodtrin, men vinden peb mellem husene.
Snart kunne de se vandværket forude. Det lignede en stor, firkantet kasse af mursten, med rør der stak op i luften og et højt hegn omkring. Der var helt mørkt ingen lys, ingen mennesker.
“Jeg fortryder,” hviskede Lasse. “Vi skal gå hjem igen.”
“Vi kigger bare hurtigt,” sagde Sofie. “Så kan vi sige til de andre, at vi turde.”
De listede tættere på hegnet. Indenfor kunne de høre den svage brummen fra maskinerne.
Så lød det.
Skrab… skrab… skrab.
Lyden kom nedefra. Som om lange negle kradsede mod metal.
Ida gispede. “Det kom fra rørene!”
De stod musestille. Og så lød det igen – højere nu. Skrab-SKRAB-SKRAB.
Noget bevægede sig derinde.
Pludselig blinkede et lys inde i bygningen. Som om nogen havde tændt en lampe eller som om noget glødede nedefra.
Bag et vindue i murstensbygningen kunne de se en skygge. Den var høj og krumbøjet, med arme så lange, at de slæbte langs gulvet. Øjnene lyste grønt gennem mørket, og vand dryppede ned fra dens krop, som om den hele tiden var våd.
Monstret løftede hovedet og… så lige på dem.
“Den kigger på os!” skreg Sofie.
Børnene styrtede tilbage gennem sneen. Deres åndedræt stod som røg i luften. Bag dem lød et metallisk brag, som om en dør blev revet op.
Skrab… skrab… SKRAB!
Lyden af lange klør mod asfalt.
“Den kommer efter os!” råbte Mikkel.
De løb og løb, indtil de nåede de første huse i byen. Først dér stoppede de og kiggede bagud.
Der var ingenting. Kun sneen, der lagde sig som et tæppe over vejen.
Næste morgen listede de tilbage til vandværket, mens solen skinnede. Der var stille. Porten var lukket, og alt så normalt ud.
“Det var sikkert bare maskinerne,” sagde Mikkel, men han lød ikke overbevist.
Lige da de skulle til at gå, pegede Sofie på jorden.
“Se!”
I sneen, helt tæt på hegnet, var der spor. Ikke fodspor, men mærker, som af lange, skarpe klør, der havde slæbt sig gennem sneen.
Lasse rystede. “Så det var rigtigt…”
Senere samme dag fortalte de det til Olivers storebror. Han nikkede alvorligt.
“Jeg sagde det jo. Der er noget derude. Monstret på vandværket. Man skal aldrig gå for tæt på, når mørket falder på. For hvis det ser dig så vil det følge dine fodspor hele vejen hjem.”
Ida, Mikkel, Lasse og Sofie så på hinanden. Ingen sagde noget.
Men den aften, da vinden peb gennem Allested-Vejle, syntes de alle fire, at de kunne høre noget langt borte:
Skrab… skrab… skrab.
Som klør, der langsomt nærmede sig.
