Alle børnene i Allested-Vejle kendte historien om den gamle skolelærer, Hr. Mortensen. Nogle sagde, han var streng. Andre sagde, han var så hård, at selv forældrene var bange for ham. Og selvom han havde været død i mange, mange år, påstod flere, at man stadig kunne høre ham, hvis man gik gennem skolens gange efter mørkets frembrud.
Det var en mørk vintereftermiddag. Ida, Mikkel og Lasse sad i skolens SFO, men sneen havde gjort, at de fleste børn var gået hjem tidligt.
“Vil I høre noget uhyggeligt?” spurgte Oliver, en af de ældre drenge. Han lænede sig frem over bordet, så hans ansigt så ekstra alvorligt ud i skæret fra lamperne.
De andre nikkede. Selv Lasse, som egentlig var lidt for lille til spøgelseshistorier, rykkede tættere på.
“Min storebror siger, at Hr. Mortensen stadig går rundt på skolen,” hviskede Oliver. “Han var lærer her for hundrede år siden. Han mente ikke, børn måtte grine i timen. Hvis nogen smilede, skulle de stå op hele dagen. Hvis nogen hostede, måtte de skrive ‘Jeg må ikke forstyrre undervisningen’ hundrede gange på tavlen.”
“Det lyder forfærdeligt,” sagde Ida.
Oliver nikkede. “Men det værste er… Han døde i klasselokalet. Midt i en time. Og nu kan man stadig høre hans stok slå mod gulvet, hvis man går derind efter mørke.”
Lasse gispede. “En stok?”
“Ja,” sagde Oliver og slog i bordet med hånden. Dunk… dunk… dunk.
Samme aften blev snevejret værre. Forældrene kom for sent for at hente børnene, og til sidst sad kun Ida, Mikkel og Lasse tilbage i SFO’en sammen med pædagogen.
Men da pædagogen gik for at ringe efter forældrene, hviskede Mikkel:
“Skal vi prøve at se, om det passer? Om Hr. Mortensen stadig går rundt?”
Ida spærrede øjnene op. “Er du skør?!”
“Kom nu,” sagde Mikkel. “Bare ét kig ind i 4.B’s klasseværelse. Det er dér, han døde.”
Lasse bed sig i læben. “Må vi godt?”
“Selvfølgelig ikke,” svarede Ida. “Men… måske hvis vi bare kigger hurtigt?”
Så de listede ud ad døren, mens pædagogen stadig snakkede i telefon.
Gangen var stille. Lamperne summede svagt, og der lå et blegt skær fra sneen udenfor vinduerne.
De standsede foran døren til 4.B. Den gamle trædør knirkede, da Mikkel trykkede håndtaget ned.
Inde i lokalet var alt stille. Tavlen var dækket af kridtstøv, og rækkerne af borde stod tomme og mørke. Men det var ikke helt som de andre klasselokaler. Luften herinde var koldere, som om nogen havde åbnet et vindue – men alle vinduerne var lukkede.
“Det er bare indbildning,” sagde Ida hurtigt.
Så lød det.
Dunk… dunk… dunk.
En lyd, som af en stok, der ramte gulvet. Langsomt. Tungt.
Lasse klynkede lavt. “Det var ikke indbildning…”
Bagest i lokalet, lige foran tavlen, materialiserede en skikkelse sig. Først svagt som røg, så tydeligere og tydeligere. En høj, mager mand i gammeldags tøj, med en lang stok i hånden.
Hans øjne var sorte som kul, og hans mund var presset sammen i en streng streg.
“Hvem forstyrrer min klasse?” brummede han med en dyb, raslende stemme.
Børnene stod helt stille.
“Sid ned!” brølede han pludselig. “Sid ned, siger jeg!”
Alle stolene skrabede hen over gulvet – uden at nogen rørte dem.
Ida gispede. “Vi skal væk!”
Men da de løb mod døren, smækkede den hårdt i af sig selv.
Hr. Mortensen hævede sin stok. “Ingen forlader klasselokalet, før timen er slut.”
Mikkel rystede. “Hvad gør vi?!”
Ida hev ham og Lasse i armene. “Vi løber NU!”
De kastede sig mod døren, der på mirakuløs vis sprang op, som om nogen havde givet dem et kort øjebliks nåde. De styrtede ud på gangen, mens dunk… dunk… dunk lød bag dem.
De løb forbi billedkunstlokalet, forbi biblioteket, men lyden fulgte efter dem. Hurtigere nu. Dunk-dunk-dunk.
“Han kommer nærmere!” råbte Lasse.
Da de nåede hoveddøren, var den låst. Sneen væltede ned udenfor.
Hr. Mortensens skikkelse gled frem i gangen bag dem, og hans stok lød nu som trommeslag i gulvet.
“Tilbage til jeres pladser!” brølede han. “Undervisningen er ikke færdig!”
Ida greb fat i dørhåndtaget desperat. “Vi kan ikke komme ud!”
Så – helt uventet – lød en anden lyd. En klar, skarp klokkekimen.
Bim-bam-bim!
Det var kirkeklokken fra Allested-Vejle kirke, der slog seks.
Hr. Mortensen stivnede. Hans øjne blev store og tomme, og langsomt løsnede hans skikkelse sig som røg, der blev blæst væk. Til sidst var der kun et ekko tilbage:
Dunk… dunk… dunk…
Og så intet.
Pædagogen fandt dem kort efter og skældte dem ud for at løbe rundt alene. De fortalte intet om, hvad de havde set. Hvem ville tro på det?
Men næste dag, da børnene kom i skole, opdagede de noget mærkeligt.
På tavlen i 4.B stod der skrevet med kridt, selvom ingen havde været derinde:
“Klassen må ikke forlade lokalet, før timen er slut.”
Ingen ved, hvem der skrev det.
Men siden den dag, hvisker børnene i Allested-Vejle altid en lille bøn, når de går gennem skolens gange efter mørke.
For man ved aldrig, hvornår Hr. Mortensen begynder sin time igen.
