Alle børn i Allested-Vejle vidste det man måtte aldrig gå helt tæt på søen bag hallen. Ikke efter mørkets frembrud. Ikke engang, hvis man var flere sammen. For der boede nogen i vandet.
Nogle sagde, det bare var en skræmmehistorie, de store børn havde fundet på. Men andre svor, at de selv havde set hende Kvinden i Søen.
Det var en lun sommeraften, da Mikkel, Ida og deres lillebror Lasse legede gemmeleg bag hallen. Fuglene var stille, og månen spejlede sig i den mørke sø.
“Jeg tæller til hundrede!” råbte Ida, og de andre fór afsted for at gemme sig.
Mikkel løb ned mod søbredden. Han vidste godt, at man ikke måtte gå derned, men han kunne ikke dy sig. “Hvis jeg gemmer mig her,” tænkte han, “finder hun mig aldrig.”
Han satte sig bag et piletræ, der stod helt ude i vandkanten. Vandet klukkede svagt mod brinken, men pludselig lød der noget andet. En hvisken.
“Miiiikkel…”
Han fór sammen og kiggede sig omkring. Ida? Nej, hun talte jo. Lasse? Nej, han var alt for lille til at lave sjov sådan.
“Miiiikkel… kom nærmere…” lød det igen. Stemmen kom nede fra vandet.
Mikkel krøb tættere på, selvom hans hjerte hamrede og dér så han hende. En kvinde, bleg som måneskin, gled lydløst frem fra søens midte. Hendes lange, sorte hår flød oven på vandet som tang, og hendes øjne lyste hvidt.
Hun smilede til ham, men det var ikke et venligt smil. Det var et smil, der trak sig for langt ud, som om hendes mund ikke helt passede til hendes ansigt.
“Kom, Mikkel…” sagde hun. “Vandet er lunt i aften. Du skal bare tage ét skridt mere…”
Mikkel frøs. Hvordan kendte hun hans navn?
“Hvad laver du der?” råbte Ida pludselig. Hun stod lidt længere oppe ad stien, og hendes stemme var høj og vred.
Mikkel fór op. Da han så tilbage mod søen, var kvinden væk. Der var kun krusninger i vandoverfladen, som om nogen lige var dukket under.
“Du må ikke være dernede!” skældte Ida, da hun hev ham væk. “Har du ikke hørt historien?”
Mikkel rystede på hovedet, for han turde ikke indrømme, hvad han havde set.
Da de senere sad hjemme ved aftensmaden, hviskede Ida til Mikkel:
“De siger, at hun var en ung kvinde for mange, mange år siden. Hun ventede på sin kæreste ved søen, men han kom aldrig. Ingen ved, om han glemte hende, eller om han løb sin vej. Men hun blev ved med at vente, selv da mørket faldt på. Hun ventede så længe, at hun til sidst gik ud i vandet… og aldrig kom tilbage.”
Ida lænede sig tættere på. “Nu venter hun stadig. Men hun venter ikke længere på ham. Hun venter på nogen, der kan tage hans plads. Og hvis du går for tæt på, trækker hun dig ned til sig.”
Mikkel sank en klump. Han havde set hende. Hun havde kaldt på ham.
Nogle dage senere kunne Mikkel ikke lade være. Han måtte vide, om hun var der. Så en aften sneg han sig igen ned til søen. Månen lyste klart, og vandet lå blankt og stille.
“Mikkel…” lød det straks. Hun kom glidende frem, præcis som sidst. Øjnene strålede, og hendes hænder rakte ud mod ham.
“Du kom tilbage,” hviskede hun. “Vil du ikke blive her hos mig?”
Mikkel rystede på hovedet, men hans fødder føltes tunge, som om noget trak i ham.
Pludselig greb nogen fat i hans arm. Det var Lasse, hans lillebror.
“Kom væk!” råbte han. “Mor siger, vi skal hjem!”
Mikkel vaklede bagud, og idet han gjorde det, forvandlede kvindens smil sig til en vred grimasse. Hun rejste sig halvt op af vandet, og i et øjeblik kunne Mikkel se, at hendes krop var dækket af mudder, ål snoede sig om hendes arme, og hendes øjne var tomme som huller.
Så styrtede hun tilbage i søen med et plask.
En advarsel for altid
Mikkel og Lasse løb alt, hvad de kunne, tilbage mod hallen. Først da de var hjemme, turde de trække vejret normalt igen.
De fortalte aldrig de voksne, hvad der var sket. Men næste dag sad Mikkel og Ida og tegnede et stort skilt, som de satte op på stien mod søen:
GÅ IKKE TÆT PÅ VANDET EFTER MØRKES FREMBRUD. HUN VENTER STADIG.
Og hvis du en aften går bag hallen i Allested-Vejle, og vinden er stille, kan du måske høre det En hvisken ude fra søen, der kalder dit navn.
